Fortællinger og vidnesbyrd

Bemærk: Nogle af fortællingerne kan virke meget voldsomme og ubehagelige.

"I en sag fra 1955 havde en plejeelevs vold mod en 11-årig dreng resulteret i, at han blev indlagt på sygehuset, hvor han døde. Den pågældende plejeelev blev idømt tre måneders fængsel for at have givet ham et kraftigt slag i maven. Under sagen kom det frem, at en sygeplejerske på den pågældende anstalt havde lagt mærke til, at plejeeleven tidligere havde været hård over for drengene. Et af børnene havde således haft blå mærker på kinden efter en lussing, som plejeeleven indrømmede at have tildelt barnet. De tidligere episoder havde dog ikke ført til sanktioner."

Uddrag fra udredningen, side 172

"Helmar blev desuden kritiseret for ikke at have indberettet en episode, hvor en plejerske ”kom til at beskadige patientens ene finger så alvorligt, at den straks måtte amputeres”. Drengen, som sagen handlede om, led af ”kronisk kontraktur” og mentes at have holdt fast i badekarrets kant, da hun løftede ham for kraftigt op, hvormed ”fingeren bogstaveligt talt blev revet af.”

Uddrag fra udredningen, side 185

"Faren skrev således, at den ansatte havde væltet sønnen omkuld og havde ”slæbt ham ind i gården, hvor han slog ham med knyttede hænder i ansigtet og sparkede ham i skridtet."

Uddrag fra udredningen, side 170

"De i alt fem ansatte anmodede om, at omsorgseleven blev flyttet fra afdelingen. De oplyste, at vedkommende havde givet en af de anbragte en endefuld og havde forårsaget en brækket arm på en spastisk pige i kørestol.."

"I sagen om pigen med den brækkede arm, noteredes det i rapporten fra forsorgscentret om eleven, at ”Ingen har set uheldet, men en medarbejder hørte smækket, da knoglen knækkede”, og at han forud havde skældt ud på den anbragte pige i en spisesituation. Omsorgseleven kom med et længere svar, hvor han især kritiserede sine kolleger for dårligt samarbejde og for at gå efter ham, fordi han sagde sin mening. Han indrømmede i den forbindelse, at han havde slået en patient i enden som straf, fordi den anbragte havde tisset på gulvet, og vedkendte sig også at råbe ad patienterne og kalde dem ved ukvemsord med den begrundelse, at de alligevel ikke forstod, hvad han sagde til dem."

Uddrag fra udredningen, side 180

"Samme år var der skriverier lokalt på Lolland, som bl.a. kritiserede, at der var børn på Rødbygård, der sad fastspændt døgnets 24 timer. "

Uddrag fra udredningen, side 245

"En blind, som opholdt sig på Refsnæs i 1940’erne, fortæller: ”Det var således, at der var et par lærere, som var lidt mere end almindeligt interesseret i drenge. Vi skulle af og til have kontrolleret, om vores forhud var ren. Det var sikkert helt fint. Der var dog en lærer, som meget gerne ville hjælpe os. En anden lærer var så interesseret i drengenumser, at han betalte op til 25 øre for at få lov til at slå os bagi. Et slag til 25 øre var med tilløb. De var begge ansat, da jeg kom til Refsnæs i 1943, og de var der stadig, da jeg forlod stedet i 1951. Jeg protesterede mod at blive hjulpet med forhuden, så det fik han ikke noget ud af hos mig. Så vidt jeg husker, var denne kontrol ikke regelmæssig. Med hensyn til klap bagi, så skete det ret ofte, når den pågældende lærer havde inspektionen om aftenen. Det er kun på afdelingen for drenge, jeg har oplevet det. Forhudskontrollen foregik i den pågældende lærers værelse, som var på drengeafdelingen. Jeg husker ikke, at jeg har talt med andre om det. Det var alt for pinligt. Klappene bagi foregik på sovesalen, hvor alle de kammerater, man sov sammen med, var til stede. Jeg har aldrig oplevet, at andre voksne overværede seancerne."

Uddrag fra udredningen, side 219

"Også IP19, der var ansat på Løgumgårde fra 1961 til 1980, fortæller, at der blev begået vold på den børneafdeling, hvor vedkommende var ansat: ”Hvis ikke de ville makke ret de der unger, så havde hun [en leder] et bundt nøgler, og så blev de ellers slæbt med op i den ene af stuerne, og så fik de ellers for både nyt og gammelt.” Hun fortæller også, at hun havde været vidne til kolleger, der slog børnene: ”Det gør ondt, når det er voksne, men det gør saftsuseme endnu mere ondt når det er små børn, der kommer til at skulle stå model til de der tæsk. Jeg havde en elevkammerat, som havde en bror derhjemme, der var mongol. Hun kunne overhovedet ikke have den behandling, og hun sagde at han skulle aldrig nogensinde på en institution. (…) vi stod tit og næsten mere eller mindre græd på den afdeling. Det, syntes jeg, var hårdt.”

Det var dog sjældent, at vold mod børn blev problematiseret af overlægerne eller bestyrelsen på de enkelte anstalter, medmindre den havde været særlig grov. I kapitel 16 kan man læse, hvordan anstalterne over en bred kam nægtede, at der blev brugt vold mod børnene."

Uddrag fra udredningen, side 173

Indsend din fortælling

Hvis du selv er tidligere anbragt i særforsorgen, er pårørende til en tidligere anbragt til særforsorgen, har været ansat i en af særforsorgens institutioner, eller på anden vis har en fortælling der kan bidrage til at belyse tiden under særforsorgen, er du velkommen til at indsende din fortælling.