Det er af afgørende betydning, at den danske stat tager ansvar for de uretfærdigheder, som blev begået mod de tidligere anbragte i særforsorgen – mennesker med handicap, som blev udsat for overgreb og alvorlige krænkelser i årtier.
I årtier blev børn og voksne dagligt udsat for vold, tvang og overgreb af den danske særforsorg, uden at staten greb ind.
Vold, seksuelle overgreb, tvang, eksperimentel behandling og fejlanbringelser var en del af hverdagen for de anbragte børn og voksne i den danske særforsorg. Det er dokumenteret i en omfattende rapport, udgivet af Danmarks Forsorgsmuseum i år 2022.
Statens tilsyn med institutionerne i særforsorgen – og særligt i Åndssvageforsorgen – var meget mangelfuldt gennem hele perioden. Man vidste hos de ansvarlige myndigheder, at vilkårene var helt uacceptable. Alligevel skete der intet – eller også skete det meget, meget langsomt.
Selvom Danmark tiltrådte den europæiske menneskerettighedskonvention allerede i 1953, fortsatte svigtet mod de tidligere anbragte i årtier efter dette. 1
Mange af de tidligere anbragte lever stadig den dag i dag.
Det er ikke mere end 50 år siden, at de grufulde overgreb og krænkelser fandt sted i Danmark. Mange af de tidligere anbragte, lever stadig den dag i dag. En officiel undskyldning vil give de tidligere anbragte en form for genoprejsning og anerkendelse, som vil kunne hjælpe dem med at bearbejde de traumer og krænkelser, som de blev udsat for i særforsorgen.
Det var staten, der med socialreformen i 1933 overtog ansvaret for samfundets allersvageste, heriblandt inden for åndssvageforsorgen. Det var også staten, der havde pligt til at føre tilsyn med institutionerne. Et tilsyn, som dog var mangelfuldt gennem hele perioden.
Det er vigtigt, at det er staten, der siger undskyld til de tidligere anbragte i særforsorgen, da det var statens ansvar a føre tilsyn.
Det var først i 1976 at tilsynet med institutionerne overgik til amtsrådet og til amtskommunerne.2
En undskyldning fra den pågældende kommune hvor der var en institution tilknyttet, er derfor ikke tilstrækkeligt. Kommunerne kan ikke alene med ansvaret for at sige undskyld til de tidligere anbragte i særforsorgen. En undskyldning fra kommunerne vil ikke have samme symbolværdi og anerkendelse som en officiel undskyldning fra staten.
Vi kan ikke ændre fortiden, men vi kan tage ansvar for vores handlinger i dag og arbejde på at sikre, at alle i vores samfund – uanset deres evner eller handicaps – får respekt, ligebehandling og retfærdighed.
En officiel undskyldning fra staten vil være en anerkendelse af, at staten svigtede sin tilsynspligt, og lod børn og voksne med handicap i stikken gennem flere årtier.
En undskyldning fra staten vil også sende et stærkt signal om, at vi som samfund tager ansvar for vores historie og ønsker at rette op på fortidens uretfærdigheder.
Det vil give de tidligere anbragte en form for genoprejsning og anerkendelse, som vil kunne hjælpe dem med at bearbejde de traumer og krænkelser, som de blev udsat for i særforsorgen.
Det eneste rigtige er derfor at den danske stat siger undskyld til de mennesker, der i særforsorgen blev udsat for overgreb og meget mangelfuld omsorg.
Det anslås, at ca. 20.000-30.000 personer var omfattet af sær- og åndssvageforsorgen, og at ca. halvdelen af disse var anbragt på en institution. Utallige vidnesudsagn og fortællinger beretter om uhyrlighederne. Vi har udvalgt nogle ganske få karakteriserende fortællinger, som du kan læse.